Artiklen er skrevet af: Ib Rasmussen, Randers FC

Med på noderne

Systemcenter Randers står for teknikken uden for fodboldbanen. Den teknik, hvor kollektive samspil mellem forskellige enheder er lige så vigtig, som samspillet er blandt spillerne på det grønne græs. Vi snakker selvfølgelig om IT.

>> Enhver lægemand – inklusive artiklens forfatter & teknologiske analfabet – ved efterhånden, at forkortelsen IT står for Information Technology. Det vil i Randers FCs tilfælde groft sagt sige samspillet mellem netværk, hardware, software og de ansatte, der arbejder med det til daglig.

Alle ved vel også, at et firma i dagens elektroniske samfund, ikke kan overleve uden et velfungerende IT-system. For et firma som Randers FC var det som sådan svært at finde de rette leverandør af disse ydelser, når man tænker på den skare af dygtige sponsorer, som Randers FC har på området. Men valget faldt i sidste instans på Systemcenter Randers – og i den henseende er det selvfølgelig ikke nogen hæmsko, at virksomheden på Viborgvej med Randers Banegård som nabo netop i år kan fejre sit 10-års jubilæum som sponsor i klubben…

Det hele begyndte “i kælderen” derhjemme

Man kan vel ikke fortælle om en iværksættersucces uden for IT uden at indlede med, at de begyndte “hjemme i kælderen”, hvor en sindrig idé skulle programmeres, finpudses, efterprøves og hvad der ellers skal til for at udvikle et forretningskoncept, der overlever mere end til det allerførste stadie o en langvarig IT-evolutionsperiode.

Sådan var tilfældet også for Systemcenter Randers, hvor eventyret begyndte i 1997, da Steen Rosborg Møller sad i villaen – ikke i dens kælder – men i hjemmekontoret og udviklede i et ERP-program med ordre-, lager- og produktionsstyring. Et standardprogram, der blev målrettet møbel- og tekstilindustrien – og de to første kunder var da også de randrusianske firmaer Innovation og Sand fra hver af de to brancher. Begge er små 20 år efter stadigvæk kunder hos Systemcenter Randers.

Herefter gik det stærkt for Systemcenter Randers. Hjemmekontoret blev flyttet til jomfruløkken, og i 2006 trådte Anders Bay ind som meddirektør. Han skulle – med egne ord – “styre hjemmefronten”, mens Steen Rosborg Møller ofte var ude af huset og lave programmeringsopgaver hos kunderne.

I 2013 var firmaet vokset til at have 10 ansatte på løsningslisten, og Steen og Anders gik på jagt efter lokaler med en bedre beliggenhed og synlighed – og valgter faldt på den gamle pakkepostterminal lige ved siden af banegården.

I dag er der 16 ansatte hos Systemcnter Randers. Virksomheden varetager Randers FCs IT-systemet uden overhovedet at være til stede hos fodboldklubben lidt længere ude af Viborgvej:

– Hos Systemcenter vil vi gerne være små og mellemstore virksomheders foretrukne IT leverandør med fokus på Microsoft NAV og C5, hardware og e-commerce. Ofte ender vi som virksomhedens outsourcede IT-afdeling forklarer Anders Bay indledningsvis og fortsætter:

– Randers FC’s server ligger i skyen hos DanDomain (også sponsor i Randers FC, red.), hvilket gør, at vi kan yde support 24×7 og hurtigt hjælpe med at understøtte og udvikle forretningen i klubben.

Systemcenter Randers begyndte som sponsor i Randers FC tilbage i 2006, og siden hen har firmaet øget sit sponsorat til den nuværende kategori, Guldsponsor. Og med de nu 16 ansatte bliver der også snakket fodbold hos konsulentfirmaet, ikke mindst fordi, nogle af medarbejderne ikke stammer fra Randers.

– Medarbejderne er primært bosiddende i Randers, men vi har også folk fra Horsens, Hadsten og Aarhus. Vi har sågar en, der er Brøndby-tilhænger, så der kommer nok noget ekstra lir på kontoret, når Randers FC møder Brøndby den 12. maj, siger Anders Bay med et smil.

Sponsorat giver stor brandingsværdi

Systemcenter Randers har i dag flere af Randers FCs sponsorer blandt sine kunder, og Anders Bay tillægger da også et sponsorat i en fodboldlub stor betydning for forretningen:

– Det har først og fremmest stort brandingsværdi for os. Men for et sponsorat kan få værdi, kræver det deltagelse i de mange arrangementer ud over fodboldkampene. Vi er også med i både netværksgrupperne og deltager i julefrokoster, udebaneture og ikke mindst turene ud i Europa, hvor vi både har været til Real Madrid mod Liverpool og Portugal mod Danmark, slutter Anders Bay.